HellumFRI_Header_Collage_6.jpgHellumFRI_Header_Collage_001.jpgHellumFRI_Header_Collage_Skoleskov.jpgHellumFRI_Header_Collage_003.jpg

Hellum FRI - et tilbud i Østhimmerland til børn i børnehave og 0-6. klasse!


Hellum FRI ligger i landsbyen Hellum 4 km øst for Skørping midt i det smukke landskab omkring Rold Skov og Madum Sø.

 

Hellum FRI er én samlet institution. Den bygger videre på de gode traditioner for tryghed, rummelighed og solid faglighed, der gennem mange år har kendetegnet Hellum Skole, Friheden (SFO) og HellumHejhuset (Børnehave) og Hellum Juniorklub. Vi har derfor valgt at videreføre navnene som Hellum FRIskole, HellumHejhuset, Friheden og Klubben, samlet under Hellum FRI.

 

Tryghed, Faglighed, Sundhed og Kreativitet

- er 4 nøgleværdier som vi efterlever, ikke bare ord, som ser godt ud på papir! Vi har sat tingene sammen, så børnene hele tiden udvikles efter deres aktuelle behov og muligheder. Vi har blandt andet en rigtig god normering i børnehaven, to lærere på i skolens dansk- og matematikundervisning og ugentlige "Kirkeløb" hvor alle elever i skolen 1-2 gange ugentligt løber motionsløb udover de normale idrætstimer. Vi udnytter også skolens fantastiske beliggenhed - tæt på åbne marker og Madum Sø - til at komme ud i naturen og ud i lokalområdet. Og skolen har sin egen skov, Skoleskoven, hvor en del af undervisningen finder sted. Hver morgen er der morgensamling med sang, hygge og forskellige indslag som start på dagen. Rammerne er overskuelige og trygge og man lærer hurtigt de andre børn og de voksne at kende. Og det er vigtigt, for trygge børn lærer bedst!

 

Tværgående personale og tryghed ved overgangen mellem børnehave og skole

Vi bruger personalet på tværs af institutionerne. På den måde vil børnene møde nogle af de samme voksne i både børnehave, SFO, juniorklub og skole. Det giver en stor tryghed når man skal begynde på noget nyt.

Vi har en fast "adoptionsordning", hvor hver elev, som starter i skolen, får en elev fra den ældste gruppe som sin "store ven". Det giver tryghed, når man som ny skal til at færdes i den "store" skolegård med mange større børn.

 

Hellum FRI som alternativ til folkeskolen

I Hellum FRI har vi fokus på de sociale færdigheder og på at tilpasse undervisningen til det enkelte barns niveau. I kraft af vores størrelse kan vi desuden give de børn, som trives og udfordres bedst i mindre børnehavegrupper eller skoleklasser, den nærhed, de har brug for.. Vi tilbyder noget andet end folkeskolerne, så kom og undersøg mulighederne hos os, hvis dit barn har brug for et alternativ. Vi står altid parat til en rundvisning og en snak om vore mange muligheder. Vi er lokalområdets skole, og lokalområdet er OGSÅ både Terndrup og Skørping.

Det er ikke så dyrt at gå på en friskole som mange tror. I de fleste tilfælde er prisen stort set den samme som i kommunalt regi og desuden er der søskenderabat og mulighed for at søge hel eller delvis friplads. Se priser og få beregnet hvad det vil koste for jer Priser/prisberegner.